---
title: "Løsning Fjernvarme har skruet op for sikkerheden"
description: "Selvom der ikke er registreret direkte trusler mod Løsning Fjernvarme, har man nu i flere år arbejdet med at styrke sikkerheden – især digitalt – så forbrugerne stadig kan være trygge ved at modtage en stabil varmeservice."
date: "2026-06-01"
created: "2026-06-01"
---

[Hjem](https://losningfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://losningfjernvarme.dk/nyheder)

                [Løsning Fjernvarme har skruet op for sikkerheden](https://losningfjernvarme.dk/nyheder/loesning-fjernvarme-har-skruet-op-for-sikkerheden)

# Løsning Fjernvarme har skruet op for sikkerheden

Selvom der ikke er registreret direkte trusler mod Løsning Fjernvarme, har man nu i flere år arbejdet med at styrke sikkerheden – især digitalt – så forbrugerne stadig kan være trygge ved at modtage en stabil varmeservice.

Du mærker ikke meget til det i det daglige.

Men bag kulisserne arbejder Løsning Fjernvarme på højtryk med at styrke sikkerheden omkring drift og levering af din varme.

- Faktisk begyndte vi allerede at erkende sårbarheder i Coronatiden, hvor den menneskelige kontakt skulle reduceres. Fra offentlig side kom der øget fokus på sikkerhed i forbindelse med krigen i Ukraine, hvorefter der blev blotlagt nogle hændelser, der ikke kunne forklares blot som tilfælde, forklarer direktør Esben Iversen.

Som konsekvens af den megen uro i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine er fjernvarme blevet indlemmet i den del af forsyningen, der defineres som Kritisk Infrastruktur. Det betyder, at fjernvarme nu er omfattet af ”Lov om styrket beredskab i forsyningsbranchen”.

- Hverdagen har nok mest ændret sig på den måde, at vi er blevet mere opmærksomme og kritiske over for, hvem der har adgang til de fysiske lokationer. Vi har fysiske bomme, adgangskontrol osv., siger Esben Iversen.

## Effektivitet - og sårbarhed

Direktøren forklarer, at den største sårbarhed ligger i de digitale systemer – som paradoksalt nok er indført for at gøre produktionen mere effektiv.

- Fordi vi er så digitale i Danmark, er vi også meget sårbare. Vi er effektive, vi er online og vi forsyner døgnet rundt med en sikkerhed, som ligger over 95 %. Men det, der er den store styrke, bringer ofte også nogle svagheder med, og det er svaghederne, vi skal være opmærksomme på. Vi er drevet af at gøre tingene lettere, og i den ånd overser vi af og til, at vi blotter os selv, lyder det fra Esben Iversen.

Så opgaven er altså at fortsætte med at være effektive, men uden at give køb på sikkerhed og forsyningssikkerhed. Det kræver, at Løsning Fjernvarme ændrer lidt fokus – men kan sagtens lade sig gøre uden at vende hverdagen op og ned.

## Truslerne er reelle nok

Løsning Fjernvarme oplever allerede de digitale trusler i form af phishing på mail og i telefoner. Disse trusler kan neutraliseres med gennemarbejdede og stringente arbejdsrutiner.

I Danmark så vi 2024 et cyberangreb på et vandværk, som som havde et hul der kunne udnyttes. I tilfældet med vandværket lykkedes det for cyber-terroristerne at overtage kontrollen over nogle ventiler og pumper, så de kunne øge vandtrykket og få vandrør til at springe.

I andre lande i Europa har man se fysiske angreb på forsyningsvirksomheder med ildspåsættelse eller indtrængen af personer på anlægget.

EU’s NIS2-krav styrker robustheden over for digitale angreb, og selvom Løsning Fjernvarme ikke er omfattet af NIS2-direktivet, har man i samarbejde med en ekstern partner gennemgået nogle af øvelserne for at blive bedre.

Desuden er alle medarbejdere blevet udstyret med ID-kort, som ved hjælp af en chip kan sikre, at kun de rette mennesker får adgang til faciliteterne.

- Det er en form for adgangskontrol, som er ny for os, og derfor skulle vi gennem en tilvænning i den daglige opgaveløsning, siger Esben Iversen.

Et mistet ID-kort bliver omgående spærret, og alle gæster udstyres med et midlertidigt Gæstekort.

Desuden er der etableret videoovervågning, så driften altid kan supervisere alle produktionssteder online.

## Hemmeligheder i en kompleks verden

Som en del af sikkerhedsindsatsen indgår Løsning fjernvarme i samarbejde med både godkendte, private aktører og i et nationalt netværk af forsyningsaktører, hvor der videndeles om udfordringer og løsninger. Men Esben Iversen fortæller ikke, hvordan samarbejdet hænger sammen.

- Vi er nogle gange blevet mødt med undren, når vi ønsker at holde nogle oplysninger hemmeligt. Men når vi forklarer om årsagen, har de fleste en forståelse.

- Nogle mener, at vi i nogle situationer går for meget op i sikkerheden. Dér må vi så være de voksne, der står på mål for, at vi drifter ansvarligt. Men det er da en balance, når vi meddeler en bestyrelsesformand, at vi ikke kan oplyse om det, han spørger om, siger Esben Iversen.

For forbrugeren er én ting vigtigt at vide om Løsning Fjernvarme:

- Vi forsøger hele tiden at opgradere os selv og passe på den forsyningsvirksomhed, forbrugerne har overdraget os. Selvom de ikke er opmærksomme på det, er der en meget kompleks verden under overfladen, som kan være svær at se, slår direktør Esben Iversen fast.
